full screen background image

Historien bag Sønderhus Ferieboliger

Hvordan Sønderhus Ferieboliger så dagens lys

Det hele startede, da jeg i en alder af ca. 20 år var ude at køre en tur med min mor og min morfar. Min morfar Rasmus Jørgensen, som havde en gård i Skovby på Sydals, talte om de mange sommerhuse, som var blevet bygget i de senere år. Min morfar, som havde marker i Skovmose og ved Pøl på Sydals, udstykkede en del af landbrugsjorden til sommerhusgrunde i 1960'erne. Det var på et tidspunkt, hvor den nye velfærdsstat havde medvind i sejlene, og den almindelige arbejder begyndte at tjene penge nok til både at holde ferie i sommerhus, men også til at investere i eget sommerhus.

Og det kunne jeg jo se det spændende i. Jeg ville gerne udleje sommerhuse, men min onkel Johan Jørgensen fortalte mig, at det stort set ikke kunne lade sig gøre, fordi sommerhusejerne jo allerede havde aftaler med bureauer og enkeltpersoner, som forestod udlejningen. Så der kom ikke nogen opbakning fra hans side - øv!

Der gik en årrække, hvor jeg gik på handelshøjskole og tog min uddannelse som cand. ling. merc. Jeg var interesseret i EDB, og de sidste 2½ år af uddannelsen foregik på "djævleøen" i det skrækkelige København, hvor der var langt til vandet og masser af trafikstøj. Jeg husker tydeligt, hvor dejligt det var at komme hjem til Sønderjylland, tage fiskestangen i hånden og gå ned til vandet for at nyde naturen og stilheden.

Men drømmen om at blive "storudlejer" af sommerhuse havde ikke forladt mit energiske og enthusiastiske ungdomssind. Jeg ville selvfølgelig prøve, om det kunne lade sig gøre. På fødegården, som lå på Dybbøl Banke ved Sønderborg, havde min far i 1960'erne bygget 3 små sommerhuse ved Flensborg Fjord. Sommerhusene blev placeret på de områder, hvor landbrugsjorden var svær at kultivere. Alligelvel havde sommerhusene en placering, som vi i dag vil kalde "en pragtfuld beliggenhed med udsigt over Flensborg Fjord".

De 2 sommerhuse blev solgt fra, og det sidste sommerhus beholdt han til sig selv og familien. Han udlejede sommerhuset, og tit var lejerne tyskere, som tog en flaske Cognac med mod til gengæld at leje sommerhuset til en lav pris. Ofte var det fiskere, som fangede både torsk, makrel, fladfisk og hornfisk i en utæt glasfiberjolle, som min far havde erhvervet for 300 kr. Man skulle huske øsen, så man løbende kunne tømme båden for indtrængende vand! Men tyskerne var glade for huset, og det på trods af, at huset ikke var tilsluttet det offentlige kloaksystem, det havde sin egen vandforsyning og kun en udendørs bruser med koldt vand. Den ene sommer - det må have været i 1976, hvor vi havde en tør og varm sommer - var brønden løbet tør, derfor skulle vi køre vand i store mælkespande ned til sommerhuset, for at lejerne kunne få vand til den daglige husholdning. Men lejerne kørte ikke hjem og var heller ikke sure af den grund - de var kommet for at holde sommerferie, og så skulle problemerne nok blive løst hen ad vejen...

Nedenfor kan I se en annonce for det første sommerhus, som jeg udlejede. En af de tyske gæster var så venlig at korrekturlæse min tyske tekst - og den var ikke helt fejlfri!

Hus1.jpg

Tiden gik, og jeg fik arbejde som oversætter ved et firma, som hed Dtech i Århus. For mig var det et kedeligt arbejde. Folk snakkede jo ikke sønderjysk, så hvad skulle jeg egenlig der? Desuden var mine kundskaber som professionel oversætter nok ret begrænsede. Det var sommerhusudlejning, som intereserede mig. Problemet var bare, at jeg boede til leje i en fremlejet lejlighed på Tage Hansensvej i Århus. Hvordan skulle jeg klare det med nøgleudleveringen? Jeg fik nogle aftaler i stand med et par sommerhusejere i Skæring. Jeg måtte da godt udleje deres sommerhus i den periode, hvor de selv holdt ferie i Grækenland, hvis de kunne få lidt sorte penge og jeg tog besværet med de gæster, som talte det mærkelige tyske sprog. Og det gjorde jeg så. Men jeg fik nu aldrig nogen gæster til at afhente en nøgle i min lejelighed midt i Århus!

Efter 3 år blev jeg træt af Århus og flyttede tilbage til mine forældres bondegård. Jeg husker, at det var lidt af en udfording at forklare min kæreste Tabea, som senere blev min hustru, at jeg i en alder af 33 år var flyttet tilbage til min mor og far. Men aftalen med mine forældre virkede fint. Jeg hjælp lidt til på gården, og så fik jeg til gengæld gratis kost og logi, indtil jeg et par måneder senere blev kraftig opfordret til at finde min egen lejlighed (nedtur).

Men det jeg brændte for, var stadigvæk sommerhusudlejning. Jeg købte min første mobiltelefon og indrykkede nogle annoncer i Jyske Vestkysten. Jo, det gik skam godt - viljen fejlede ikke noget!

 Sommerhus søges 2.jpg

I starten var det meget svært at få noge sommerhuse, som jeg måtte udleje. Jeg arbejdede næsten gratis, og det var der nogle folk, som kunne se en fordel i. Jeg fik en aftale i stand med nogle husejere, og så kunne jeg begynde at udleje deres huse.

Der begyndte at komme lidt mere gang i tingene, da Internettet for alvor blev populært. Så skulle jeg selvfølgelig også med på internettet. Jeg fik købt et domæne og lavet en hjemmeside, men der kom ikke mange besøgende på min hjemmeside.

Og hvorfor ikke det? Skulle man også købe reklamer for hjemmesiden?

Så købte jeg reklamer, og der kom nogle flere besøgende.

Lejekontrakterne blev dengang udarbejdet i Word. Prisen, husets adresse, oplysninger om nøgleudlevering m.m. blev indskrevet direkte i Word-dokumentet. Men på et tidspunkt blev det for meget med alle de ting, som skulle rettes og indtastes hver gang.

Efter at have været på programmeringskursus med Visual Basic, lavede jeg i 2003 min første database. Wow, nu kunne man trække dataene direkte fra husejer- og lejerkartorteket og udskrive en kontrakt - det var smart. Dette system har vi brugt helt hen til 2011, hvor vi besluttede at skifte til online booking i samarbejde med et firma, der hedder BookingStudio.

I dag har vi ca. 200 sommerhuse til udlejning. Så må vi se, hvad fremtiden bringer. Antallet af tyske overnatninger i Danmark har været svingende de sidste 10 år, og vi har været igennem nogle svære tider. Men jeg tror på, at vi har en fremtid indenfor sommerhusudlejning, og jeg regner med, at vi kan fortsætte med at vokse en smule fra år til år. Det er en spændende branche, og selvom vi stadigvæk arbejder til en forholdsvis lav løn, så er min kone og jeg meget glade for at være selvstændige.

Vi har fået et par gode kollegaer og mange flinke kunder, som påskønner vort arbejde og kommer igen år efter år - det er rigtig dejligt. Så vi klør på med krum hals...

Venlig hilsen

Jens Staadsen Petersen